Fra Atlanterhavet til Stillehavet på en time med tog

 onsdag d. 10. februar 2021 kl. 18:45 af Jens

Fra Atlanterhavet til Stillehavet på bare en time med tog. Det kan kun lade sig gøre med Panama Canal Railways. Langs sluser, en kæmpe kunstig sø og med skibe lige udenfor dit tog vindue kører toget igennem Panamas jungle. 76 km på en times tid på en jernbane det tog 5 år at bygge. En jernbane som blev bygget før kanalen blev anlagt. En jernbane midt i junglen med en tæt forbindelse til USA og immigrationen mod Californien i det 19ende århundrede.

En togtur der starter med en taxa igennem junglen

Jeg sætter mig ind I Taxaen og beder om at blive kørt til havnen i Colon - Cristoba. Taxachaufføren ser forbløffet ud. "Colon Port is dangerous" siger han. Jamen, jeg skal bare til togstationen I Cristoba forklarer jeg. Han ser lettet ud.

Sådan starter min togrejse fra Atlanterhavet til Stillehavet. Fra et stort hav til et andet med taxa - og så retur med den sene afgang med Panama Canal Railways fra Colon på Atlanterhavskysten til Balboa nær Panama City på Stillehavskysten I Panama.

Der er eftermiddags kø på vejen ud af Panama City. Men snart bliver by til jungle og en bred motorvej der krydser Panama fra hav til hav.

I Colon kører jeg mod toldområdet og den store havn i Cristoba. Her midt I ingenmandsland ligger en undseelig stationsbygning. På spor 1 venter diesel toget med vognene der skal tage mig fra Atlanterhavet til Stillehavet langs Panamakanalen med tog på 60 minutter.

Toget imellem Balboas Pacific Terminal I Colazon og Atlantic Terminal i Cristoba lige udenfor Colon kører kun de 76 km to gange om dagen. Tidligt om morgenen fra Balboa og sent på eftermiddagen retur fra Colon. Der er ikke så mange lokale på perronen. Vi er til gengæld en håndfuld turister, der forventningsfulde stiger ombord på togets udsigtsvogn. Udsigtsvognen er fra 1938 og kørte oprindelig på the Southern Pacific Railroad I USA - så den er vant til at krydse et land fra Atlanterhavet til Stillehavet.

Jeg finder en god plads og får udleveret min lille snack box og er klar til en transkontinental togrejse på bare en time fra Atlanterhavet til Stillehavet.

Jernbanen kom først

Ideen om at transportere gods og passagerer fra Atlanterhavet til Stillehavet via Panama blev kickstartet af det store "goldrush" I Californien. Der skulle flyttes gods og passagerer imellem Øst og Vest I USA. Det førte til etableringen af en jernbane imellem Colon (Atlantergavet) og Balboa (Stillehavet) I Panama - før Panama kanalen blev bygget.
Byggeriet af Jernbanen startede I 1850 og jernbanen blev indviet I 1855 og kostede dengang 8 mio USD at bygge. Man mener, at imellem 5 og 10.000 mennesker døde under byggeriet af jernbanen. De hyppigste dødsårsager var udmattelse, gul feber, malaria og kolera.

Den transkontinentale jernbane er bare 76 km lang, men krydser tropiske sumpe, slugter og bjerge på tværs af Panama.

Da Panama kanalen skulle bygges, blev jernbanen en væsentlig del af projektet. Jernbanen transportere materiale og flytte  ikke mindst jord fra de mange udgravninger. I forbindelse med byggeriet af Panama kanalen måtte  ruten lægges om. Den kæmpe store kunstige Gatun sø oversvømmede en del af den oprindelige rute.
Jernbanen er senest opgraderet imellem 1998 og 2001.  I dag bruges jernbanen primært til transport af mere end 1500 containere dagligt og så naturligvis til de 2 daglige passager afgange.

Afgang mod stillehavet

Dagen er ved at gå på hæld, da toget sætter igang fra Perronen I Colon. Og Det bliver hurtigt mørkere. Det er jo lidt en streg I regningen, når man sidder I en udsigtsvogn.



Der går ikke langtid før vi når Gatun sluserne imellem Gatun søen og bugten I Colon.

Herfra bugter togets rute sig langs Gatun søen og de mange små og store broer og forhøjninger som skinnerne er lagt over. Det er her. jeg får den første fornemmelse af, at det ikke har været nemt, at bygge jernbanen midt I den tropiske jungles sumpe.

Ud over Gatun søen ser jeg I tusmørket de første skibe som krydser kanalen I det fjerne.



Toget nærmer sig Gamboa og pludselig kigger vi lige ind I skibssiden på et stort fragtskib. Skibets lanterner og dækslys lyser det op her midt ude I Panamas jungle. Skibet er på vej fra selve kanalen og ud I Gatun Søen.

Herfra kører toget langs kanalen, forbi det hæjeste punkt på ruten og ned mod sluserne Pedro Miguel og Miraflores. Flere skibe dukker op. Containerskibe, fragtskibe og krydstogtskibe med passagerer på dækket. Alle skibe med tændte lanterner og dæks belysning som udsmykkede juletræer. Det landskab vi kører igennem  bliver mindre og mindre jungle. Der er små bebyggelser langs kanalen nu.

Toget kører langsomt forbi de oplyste sluser på vej ned mod Balboa. Men ikke langsomt nok, til at vi kan se skibene stige eller falde. Her ligger skibene som perler på snor og man kan se de enorme sluser og høre vandet når sluserne fyldes eller tømmes.

Toget fortsætter svagt nedad. Vi er snart ved vejs ende. Vi er ved stillehavet. Toget kører langsomt ind på Balboas jernbanestation Corazol.

Ankomst fra Atlanterhavet

Jeg stiger ud og kan ikke lade være med at tænke på de enorme ofre der er bragt for, at lægge de skinner som jeg har kørt på og grave den kanal som jeg har kørt langs. Men naturligvis også at hylde visionære som Henry Aspinwall som var chef for selskabet der lagde jernbanen og ikke mindst John Frank Stevens som skabte ideen om, at bygge en kanal på tværs af Panama.

Og tak for at huske mig på, hvor nemt det er at opleve verden idag. Tænk sig, at en sejltur via Panama var en af måderne at rejse imellem Østkysten og Vestkysten I USA I 1855. Det tog ca. 40 dage inkl. turen med Panama Canal Railways. Og ja, idag kan du via Panama kanalen sejle den samme tur på 23 dage  på et krydstogtskib - men det er jo en helt anden historie !